Sundhedspersonalet vil gerne lære af dine oplevelser. Hvis du er utilfreds med f.eks. et behandlingsforløb eller har haft en oplevelse du gerne vil sikre, at andre patienter ikke får, vil sundhedspersonalet eller sygehusledelserne meget gerne tale med dig om det.
Når du deler dine oplevelser med os, kan vi afklare eventuelle misforståelser og får en mulighed for at rette op på forholdene og lære af netop dit forløb. Du kan ringe eller skrive direkte til afsnittet eller til sygehusledelsen. Har du talt med sygehuset og fortsat har forhold der skal undersøges nærmere eller klages over, kan du i nedenstående læse om dine muligheder.
Hvem skal behandle din klage?
Du kan som udgangspunkt selv vælge, om du vil have din klage sagsbehandlet i Region Nordjylland eller i Styrelsen for Patientsikkerhed.
Region Nordjylland vil gerne sagsbehandle alle typer af klager i sundhedsvæsenet, og det uanset om din klage for eksempel handler om serviceniveauet, de fysiske rammer, sundhedspersoners adfærd, ventetider, den sundhedsfaglige behandling eller manglende indfrielse af dine patientrettigheder mv.
Læs mere om din klage til sagsbehandling i Region Nordjylland hvor vi er tovholder på din klage.
På grund af sommerferie vil der forekomme længere sagsbehandlingstid. Er din henvendelse af hastende karakter, kan du kontakte Patientkontoret i Region Nordjylland på telefon 97 64 80 10 alle hverdage mellem klokken 9 og 12.
Klageskema
Styrelsen for Patientsikkerhed behandler kun klager med et sundhedsfagligt indhold eller klager vedrørende brud på dine patientrettigheder. Det vil sige at Styrelsen for Patientsikkerhed sagsbehandler ikke klager over for eksempel kommunikation, personalets adfærd eller over de fysiske rammer. Styrelsen for Patientsikkerhed træffer en afgørelse, der udløser kritik eller ikke kritik over behandlingsstedet eller en navngiven sundhedsperson. Styrelsen for Patientsikkerhed kan ikke tilkende erstatning.
Sender du din klage til sagsbehandling i Styrelsen for Patientsikkerhed er de tovholder på din klage.
Andre muligheder
Ønsker du at videregive information (uden at klage) med det formål at forebygge gentagelser af dine oplevelser, kan du indberette en utilsigtet hændelse.
Ønsker du erstatning for en skade sket i sundhedsvæsenet i forbindelse med udredning eller behandling, skal du sende en anmeldelse til Patienterstatningen.
Ønsker du at klage over afgørelser vedr. ret til kørsel eller kørselsgodtgørelse, skal du sende en rettighedsklage til Styrelsen for Patientsikkerhed via borger.dk.
Klager over praktiserende sundhedspersoner
Ønsker du at klage over den sundhedsfaglige behandling hos praktiserende sundhedspersoner, skal din klage behandles af Styrelsen for Patientsikkerhed.
Ønsker du at klage over andet end den sundhedsfaglige behandling hos praktiserende sundhedspersoner - f.eks. adfærd eller service hos egen læge, speciallæge, fysioterapeut eller øvrigt personale i klinikken, skal klagen være modtaget inden 6 uger efter det forhold, der giver anledning til klagen. Klagen behandles i samarbejdsudvalget mellem det speciale, det drejer sig om og afdelingen Patientforløb. Læs mere klager over praktiserende sundhedspersoner.
På grund af sommerferie vil der forekomme længere sagsbehandlingstid. Er din henvendelse af hastende karakter, kan du kontakte Patientkontoret i Region Nordjylland på telefon 97 64 80 10 alle hverdage mellem klokken 9 og 12.
Klageskema
Ønsker du at indgive en klage vedrørende en privatpraktiserende tandlæge skal klagen oprettes via www.tandklage.dk.
Klager over særlige forhold i psykiatrien
Der er særlige klageregler i forbindelse med klager over frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Her kan du læse mere om de særlige forhold.
Klagemuligheder i forbindelse med anvendelse af tvang
Få vejledning hos Patientkontoret
Du er altid velkommen til at kontakte Patientkontoret, hvor patientvejlederne kan vejlede dig i forhold til netop dine rettigheder og muligheder. Patientkontoret kontakter gerne sygehuset ved behov, hjælper dig med at udfylde et eventuelt klageskema til Styrelsen for Patientsikkerhed eller en anmeldelse til Patienterstatningen og sender gerne din klage eller anmeldelse til rette instans.
Se pjecen "Få hjælp til at klage"