Operation for udstående ører udføres, fordi du kosmetisk er generet af dine ører.
Før operationen
Du undersøges i Øre-næse-halsklinikken Thisted i Behandlerhuset Dokken, Sydhavnsvej 15, Thisted.
Her fortæller vi om operationen og efterforløbet, og du har mulighed for at stille spørgsmål. Der tages et billede af dine ører.
Hvis du bliver syg inden operationen, skal ud melde afbud på et af følgende telefonnumre:
hverdage: 96 19 99 02
weekend: 97 65 00 00
Forberedelse
Du må ikke spise efter kl. 24 aftenen inden operationen.
Du må drikke 1/2 glas vand eller saftevand senest 2 timer inden operationen.
Operationen
På selve operationsdagen skal du møde op i Øre-næse-halsafsnittet, Fællesklinik Thisted, Regionshospitalet Nordjylland.
Inden operationen fjernes noget af håret omkring ørerne, så forbindingen kan sidde fast. Det gøres på sygehuset.
Du får måske en beroligende tablet, før du køres til operationsstuen. Operationen udføres i dit tilfælde i fuld bedøvelse. Børn må have én af sine forældre eller en anden voksen med ind på stuen, indtil bedøvelsen virker.
Efter operationen
Når du er vågen efter narkosen, kan du tage hjem
Du skal tage smertestillende medicin de første dage.
Vigtigt
Ved akutte problemer med blødning, smerter eller feber skal du i dagtimerne kontakte Øre-næse-halsklinikken i Behandlerhuset Dokken.
Uden for dagtimerne skal du kontakte lægevagten.
Det er meget vigtigt, at øreforbindingen bliver siddende på samme måde i 10 dage. Den er med til at holde ørerne på plads.
Hvis forbindingen ved ørerne skulle skride, skal du kontakte Øre-næse-halsklinikken i dagtimerne. Uden for dagtimerne skal du kontakte lægevagten, der kan henvise dig til Skadestuen, Fællesklinik Thisted, Regionshospitalet Nordjylland, så forbindingen eventuelt kan lægges om.
Der kan være lidt blødning på forbindingen. Det betyder ikke noget, med mindre forbindingen løsner sig.
Hvis du er i tvivl, så kontakt os telefonisk.
Kontrol
Øreforbindingen skal fjernes efter 10 dage. Tag en smertestillende tablet 1 time før kontrollen i Øre-næse-halsklinikken i Behandlerhuset Dokken.
Du skal sove med en nathue de følgende 20 dage.
Efter 3 måneder skal du møde til afsluttende kontrol. Der tages et billede af ørerne.
Venlig hilsen
Øre-næse-halslægerne Grethe Harbo og Per-Henrik Christensen
Personalet i Øre-næse-halsafsnittet, Fællesklinik Thisted, Regionshospitalet Nordjylland